Ronja

Jeg kan ikke gøre for det, men jeg eeeelsker virkelig var være sådan en mor, der bager boller.  Nogle gange tænker jeg, at den danske bolle med smør simpelthen må være et nationalklenodie, nationalretten over dem alle. Og symbolet på moderlighed i mit underlige  hoved???

Det gør bare noget ved mig at bage boller. Eller ved mit selvbillede. Jeg kan godt lide at være bollebager.  Og så er der måske et eller andet nostalgisk over det. Der har jo altid været boller med smør. Lige så længe, jeg kan huske. I alle mulige og umulige sammenhænge.

I dag har ungerne et par kammerater med hjem, og  det er bare på en eller anden måde HYGGELIGT, at der dufter en lille smule af nybagte boller, og at der sidder fire englebasser ved bordet og guffer af mine boller og drikker mælk til. Det er rigtigt sådan. Og rart.

Også selvom jeg grundet moderne tider med snak om sund kost og kolesterol og fanden og hans pumpestok har overgivet mig til at lave grove, grålige boller i stedet for de klassiske hvedemelsboller, der troner gyldne og struttende og blanke på fadet.

Hurra for den gode bolle med smør. En af hverdagens helte.

Nu har jeg efterhånden rynket panden et par gange over de meget mærkelige sms’er jeg får.

Der står som regel noget med, at jeg er en helt unik kvinde og den bedste ven. Og at jeg skal vide, at jeg er højt elsket.

Det kan man jo da ikke undgå at blive glad for at høre. Indtil man læser videre. For så er det, at man får at vide, at hvis ikke man viderebringer budskabet til ti venner, så bliver man evigt forbandet???

Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg sidst har set et større paradoks.  Afsenderen elsker mig virkelig højt, men hvis jeg ikke parerer ordre, så vanker der???

Så sidder man der og zapper mildest talt halvhjertet og uinteresseret rundt på supermarkedets hylder på et datingsite, da blikket fanges af ordene  ”Jeg er clean”.  Clean??? tænker jeg. Har manden mon været narkoman? Eller forsøger han bare at fortælle, at han er kronisk renskrubbet fra top til tå og dufter af en blanding af læder, cedertræ og moskus med en snert af citrusfrugt? Eller mener han bare, at han er stueren og ikke går og sjatpisser i hjørnerne?  Kan nogen give mig en oversættelse?

Nogle gange møder man mennesker af en årsag. Fordi de skal lære en noget.  Det bliver jeg efterhånden mere og mere overbevist om.  Eller også vælger man selv at lære noget.

For nylig var jeg til fødselsdag. Jeg blev placeret ved siden af den her singlefyr,  som fødselaren bestemt mente, at jeg skulle kysse med. Da jeg først så ham, var han bare en tilfældig mand. Men der var ikke gået ti minutter, før jeg var helt enig med min veninde i, at jeg burde kysse med ham.

Sådan gik det nu ikke. Manden var ikke interesseret. Men uden at vide det, så lærte han mig noget.  For jeg småforelskede mig lidt på stedet, og tænkte, at her sgu bare var intet mindre end et match made in heaven. Og den oplevelse har ændret noget for mig. At det desværre måtte blive ved den hemmelige småforelskelse, og at jeg måske også ville have opdaget, at jeg tog fejl, hvis jeg lærte ham nærmere at kende, er i virkeligheden fuldstændig underrordnet i forhold til, hvad oplevelsen gjorde for mig.

For, hvor jeg før har haft en tendens til at forsøge at mase en mand ned i formen,  hvis ellers han bare var rimelig lækker og okay sød og intelligent og ikke mindst helt tosset med mig,  så har jeg pludselig set lyset og forstår, at jeg simpelthen må være mere selektiv.  “Hyggeligt nok” dur ikke.  

Jeg venter på klodshans. Og når han kommer, så skal vi have det fantastisk sjovt og kaste med mudder og stege krager og ride af sted imod solnedgangen på hans gedebuk.  Yee-hah!

Det er sgu efterhånden blevet så fandens moderne at have bollevenner frem for kærester, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal mene om det koncept. Eller også så gør jeg.

Et eller andet sted er det vel helt okay, at man laver en eller anden udveksling, hvor man deler krop og sover lidt i ske, og så er begge glade.  Hvis parterne har det fint med det, hvad kan jeg så næsten have at indvende?

I princippet kan jeg da også  sagtens se, at det kan være fedt nok at få hed sex på bestilling,  det er da bestemt fristende. Men jeg synes bare alligevel, at det virker så laveste-fællesnævner-agtigt.. især hvis man gør det til en livsstil. Som om man ender med at spise McDonalds-mad i stedet for Jamie Olivers varme, velduftende yndlingscurry.

Der mangler engagement og kærlighed. Der mangler ægte omsorg. Der mangler viljen til at kæmpe og betale en pris. Der mangler de store svimlende følelser. Der mangler lidenskab. 

Nå? vil nogen sikkert sige, efterfulgt af et “Det handler da netop om lidenskab”. Men det er jo ikke den fysiske lidenskab, jeg taler om.  Det kan da godt være, der er lidenskab på det plan. Men det bliver vel for faen som at drikke en kop te på et tidspunkt.  Måske var den ene slags te lidt for bitter, og så prøver man en anden, der måske smager lidt for meget af orangeblomster.

Lidenskab er så meget mere.  Lidenskaben er der, hvor man bliver glad, vred, jublende og ked af det. Den er der, hvor man kan godt kan mærke en lejlighedsvis snert af jalousi, fordi man nu engang synes, ens mandfolk er enestående.  Den er der, hvor man kigge på den sovende genstand for ens kærlighed og smile ømt, selvom han har savl i mundvigen og snorker fælt. Den er der, hvor man læner pander og tænker, at det her er stort, større, størst.

Jeg synes, det er så sørgeligt, at mennesker i stigende grad bliver for kyniske eller for dovne eller for… et eller andet til at søge den form for lidenskab.  Det kan være fint nok, hvis man har noget, man skal have prøvet og går på scor for at få det klaret.  Det er mere det der faste-bollevenner-princip, jeg har et problem med.

I virkeligheden går der jo alt for tit koks i det. Den ene part forelsker sig, knytter sig eller får problemer med egoet. Og så kan den anden trække på skuldrene og sige “det er jo det, vi hele tiden har aftalt”.  Meget bekvemt at have vasket sine hænder på forhånd.

Jeg ved sgu ikke… personligt gider jeg det i hvert fald ikke. Den mand jeg er sammen med,  skal fanden tage mig ikke hverken lede efter eller være sammen med andre kvinder, så længe jeg er inde i billedet. Han skal sgu da være VILD med mig.  Han skal synes, jeg er fantastisk. Og han skal ikke trække på skuldrene ved tanken om, at jeg er sammen med en anden. 

Jævnbyrdig udveksling eller ej…  der er sgu stadig for meget handelsvare over det.  Og så kan det da godt være, man også sover i ske sammen. Men sikke da en sølle plastikske. Den er ikke fem potter pis værd.

For mig skaber det flere behov, end det opfylder. Not my cup of tea.

Der er visse fester, hvor man  bagefter godt kan gå og være i tvivl om, hvorvidt man bare er charmerende livlig eller… lidt for meget, lidt for vild, lidt for festlig og lidt for fuld.  Er man f.eks lidt for meget, når man:

- Bruger ordet “patter” i sin tale til fødselaren?

- Sætter første velrettede cancanspark ind før klokken 22?

- Fortæller de omkringsiddende, at man engang er blevet stoppet i lufthavnen med en ridepisk i sin taske? (og at den ikke var til heste.)

- Går på toilet med en kvinde, man har mødt en gang før og udveksler intime detaljer, mens man tisser på skift?

- Tager armbøjninger iført bluse med meget løs udskæring?

- Lægger arm med en mand?

- Ender med at bide samme mand hårdt i fingeren?

- Næste morgen ligger ude på værtindens badeværelsegulv og rekreerer efter at have kastet op og bliver overrasket der af anden gæst?

Hvis det betyder, at man er for meget et eller andet, så kan jeg i grunden godt lide at være for meget. Lige med undtagelse af sidste punkt måske.

Det har været diskuteret meget, hvordan man finder vejen til mandens hjerte. Og måske går den virkelig gennem maven. I hvert fald ville kæresten for nylig gerne komme med en deklaration. “Det kan godt være, du synes, jeg er fjollet”, begyndte han, og jeg forestillede mig, at der nu ville komme en større rørstrømsk, poetrisk ytring (hvilket før er forekommet, da manden har visse shakespearske tendenser).

Men det, han gerne ville fortælle mig, var såmænd bare, at han altså var så GLAD for, at jeg lavede mad til ham hver dag. For han havde aldrig haft nogen, der lavede mad til ham før. Og det var altså en helt fantastisk følelse.

 På den ene side var det rørende, ikke mindst fordi han VIRKELIG mente det. Men på den anden side blev jeg næsten forfærdet. For i mit hoved forvandlede jeg mig pludselig til Wendy fra Peter Pan, og han var en af de fortabte drenge på Ønskeøen. Og jeg vil sgu ikke være Wendy… eller det vil jeg måske godt engang imellem, men jeg vil ski’ også have lov til at være Peter Pan. Eller en fortabt dreng (okay, pige) for den sags skyld.

Men da jeg sådan lige fik vendt den i hovedet, så slog det mig, at jeg jo bare kan lade være med at være Wendy. Hvis jeg ikke gider lave aftensmad en dag, jamen… så kan vi da bare spise rugbrødder. Og vil jeg spise på mærkelige tidspunkter på børnefri dage, så kan jeg jo bare gøre det. Jeg BEHØVER faktisk ikke engang forklare kæresten, at jeg ikke har tænkt mig at lave mad. For jeg har sådan set aldrig hverken udtalt eller skrevet under på, at jeg påtager mig opgaven med både at udtænke og lave den.

 Faktisk tror jeg heller ikke, at han ville så meget som hæve brynet (og det kunne han så også bare vove på), og iøvrigt ville han uden at blinke sige ja til at lave mad, hvis jeg bad ham om det. Så egentlig er det jo op til mig.

Men det er ganske vist. Vejen til mandens hjerte går gennem maven. Selvom der sikkert også findes et utal af andre veje. Som jeg godt kunne nævne et par stykker af.

Hvad gør en kvinde, når hun af uransagelige årsager kommer til at løbe sin kærestes Facebook-venner igennem og opdager, at han er ven med et par temmelig afklædte damer med temmelig specielle navne. Damer, som igen er venner med teeemmelig mange mænd.

Tjah, en del kvinder ville lave en større scene og stille kæresten til regnskab på stedet. Kan næsten høre spørgsmålet “Hvorfor har du brug for det der? Har du ikke nok i mig? Vi er altså nødt til at tale om det her.”

Men det var ikke sådan, JEG tænkte, da jeg så, at min kæreste havde storbarmede, sparsomt klædte veninder på fjæsbogen.  Først tænkte jeg: “Nå??? Javel ja!

Og så tænkte jeg: Åh… min kæreste er jo bare en helt normal mand… hvilken lettelse.

For tænk, hvis han havde været venner med afklædte, muskuløse mænd. Det ville jeg jo ikke kunne hamle op med rent anatomisk, omend jeg kan præstere mandhaftig opførsel til tider. Eller tænk, hvis han havde været venner med Jønke eller White Pride eller noget i den stil. Der ville vi få et problem med vores værdier.

Så vil jeg altså hellere have, at han er til sexede kvinder. For sådan en er jeg jo.  Så længe han bare nøjes med at kigge:).  På de andre, mener jeg. Og de havde trods alt tøj på udvalgte dele af kroppen, hvis jeg endelig skal være snerpet.

Må tilstå, at jeg i et par år efter min skilsmisse var en sand datingjunkie. Sådan en, der gang på gang kastede mig ud med hovedet først og efter en kildrende flyvetur pandede hovedet lige ind i en mur. Doink! Blind vej. Ud igen. Forfra. Doink. Blind vej. Og så videre.

 Jeg KENDER rent faktisk folk, der har mødt den store kærlighed på dating. Men har man et udpræget tossetække som jeg, er der god grund til at passe på:  psykopater, lystløgnere, uafklarede multikompleksmænd, druknende med behov for redningsblanke, evighedsdatere og sexgalninge…. de findes der alle i rigt mål. Retfærdighedsvis skal det siges, at jeg nok også selv faldt i en tossekategori eller to.

Ihvert fald nægtede jeg at lytte til gode råd og fnyste, når folk sagde, at kærligheden kom,  når man mindst ventede det.  Indtil den dag, hvor der stod en brite med usædvanlig blå øjne og ordnede haven ved det hus, jeg skulle leje.  Nu deler jeg hjem med den brite og tænker, at han kom til mig lidt som Dannebrog, der dumpede ned fra himlen. Jeg mener, hvor mange får kærligheden leveret i deres egen have? Efter at have ledt med lys og lygte det helt forkerte sted. Man tænker, at skæbnen måske alligevel har noget at skulle have sagt.

Når man har fået den idé, at man skal tabe sig et par kilo, kan man godt få en temmelig underlig tankegang. Tag nu mig, der for lidt siden sad ude på toilettet og lavede stort og spekulerede på, hvor meget, der mon røg der.  Det skulle jeg mene var en rimelig perfid tanke. Det ville være noget mere oplagt at interessere sig for, hvad der kommer ind, og ikke hvad der kommer ud. F.eks så var der jo noget med et par plader mørkt chokoladepålæg, som måtte lade livet, da abstinenserne blev for store.  Men hov, i virkeligheden handler det ikke engang så meget om, hvad der kommer ind. Det handler bare om, at jeg skal have min gamle krop op af stolen og danse can can på stuegulvet. Og det kan sådan set kun gå for langsomt.

Man føler sig også så lækker, når  man har danset. Kroppen føles blød og levende og smidig og sexet. Så dans for fanden. Det kan kun gå for langsomt. Men husk at trække gardinerne for. Nogen kunne bruge det mod dig til din næste runde fødselsdag.